Der bliver snydt og skruet på alle mulige parametre for at få kunderne til at betale mest muligt for mindst muligt, siger mekanikeren Simon Akam Fathi.
Det kan lyde trygt og godt at opsøge et mærkeværksted for at få serviceret eller repareret sin bil.
Men det er svindel, siger mekanikeren Simon Akam Fathi.
Til Carup fortæller han, at han hører fra kunder, der i første omgang har besøgt et mærkeværksted for at få skiftet meget lidt eller slet intet. Alligevel har de betalt i dyre domme for det.
Simon Akam Fathi nævner bl.a. at nogle bilister har betalt op mod 2.000 kroner, bare for at værkstedet vil sætte en tester på som skal udlæse fejlkoder.
Det er efterfølgende blevet meget dyre for bilisterne rent faktisk at få fejlen fikset og ikke bare udlæst.
Men ifølge Akam Fathi snyder mærkeværkstederne også med alt fra mekanikernes handsker til værktøj, der bliver sparet væk. Alligevel betaler kunderne i sidste ende for det udstyr, som værkstederne altså ikke har.
– Der er konstant snak om penge. Det er minutterne, der tæller, og et budget, der konstant bliver presset. Det er altid mekanikerne, der bliver påvirket af det.
Akam Fathi mener også, at mekanikerne får besked på ikke at være grundige. Når de eksempelvis skifter bremser, kan det være, at kun skiven bliver skiftet.
En nedslidt bremseklods får måske lov at hænge. Overflader og dele, der skal rengøres og smøres ordentligt for at forhindre bremserne i at sætte sig fast, bliver der ikke gjort noget ved.
Det mærker bilisten måske ikke, når bilen bliver hentet på værkstedet. Men fejlen viser sig, når bremserne efter et år begynder at hyle igen.
I det hele taget er mekanikerfaget en del af en presset branche.
Herhjemme har en rundspørge blandt Autobranchen Danmarks medlemmer allerede gjort det klart, at flere mekanikere føler sig nødsaget til at afvise kunder.
Der er hverken tid eller mandskab nok. Samtidig viser en anden undersøgelse, at mere end hver anden mekaniker mest af alt har lyst til at sige sit job op.


