Et nyt regnskab afslører, at Polestar taber 168.000 kroner pr. bil efter et blodrødt kvartal præget af et forbud mod bilmærket i USA.
Nye regnskabstal fra andet kvartal af 2026 afslører, at Polestar taber 168.000 kroner pr. bil, som det svensk-kinesiske elbilmærke sender ud til køberne.
Underskuddet fremgår af det seneste kvartalsregnskab som blev offentliggjort torsdag.
I løbet af kvartalet leverede Polestar omkring 17.000 elbiler. Det svarer til en nedgang i det samlede bilsalg på fire procent.
Samtidig faldt mærkets omsætning med lidt over otte procent. Nettotabet for perioden steg til 2,95 milliarder kroner. Også det tilskriver Polestar udfordringer i USA.
Amerikansk salgsforbud koster over en milliard kroner
En væsentlig del af den økonomiske krise skyldes myndighederne i USA. De amerikanske embedsmænd forbyder nemlig mærket at importere og sælge biler fra modelår 2027.
Det amerikanske forbud mod Polestar har tvunget ledelsen ud i drastiske omstruktureringer. Det har kostet bilmærket mere end 840 millioner kroner alene i første halvdel af året.
Samtidig er mærket blevet sagsøgt af en forhandler i New Jersey. Forhandleren anklager bilgiganten for at bruge forbuddet som en belejlig undskyldning for at flygte ud af USA.
Ved udgangen af juni måned var Polestar samlede gæld oppe på over 48 milliarder kroner. Af de beløb skal 32 milliarder betales inden for et år.
Hovedaktionærerne Geely og Volvo Cars holder dog hånden under Polestar. Begge mærker har konverteret lån for fire milliarder kroner til aktier.
Noget der betyder, at Polestar ikke skal betale af på en række gældsposter.
Kinesisk ejer tror stadig på Polestar
Trods de røde tal forsøger Polestars administrerende direktør, Michael Lohscheller, at indgyde mod hos investorerne.
Polestar påpeger, at underskuddet faktisk faldt med 43 procent i første halvdel af året sammenlignet med sidste år.
– De operationelle forbedringer, der er implementeret på tværs af virksomheden, begynder at give resultater.
– Selv i et udfordrende miljø forbliver vi disciplinerede i udførelsen af vores strategi og fokuserede på at forbedre forretningen, lyder Lohschellers bemærkninger til regnskabet.
Over for Boosted har Polestars eksterne mediebureau i Danmark også afvist, at der er tale om en rekonstruktion eller i værste fald en lukning.
Det hævdede en række kilder i et svensk medie ellers i denne uge.


