Autofiktion..

Det var julen i 2004. Filminstruktøren Elsa fik pludselig et mega ondt hoved! Heldigvis var hun sammen med sin kæreste Bonifacio, der for det meste er brandmand, men også danser som en stripper med kunstnernavnet Beau. Det er sådan, de mødtes til en fest!

Elsa har lavet to film, men begge var så dårlige, at folk næsten grinede. Nu laver hun reklamer for undertøj, og Bonifacio er perfekt til at være med i dem.

Hun har lige mistet sin mor, og hendes veninder har også mange problemer. Nogle af dem har utro mænd eller børn, der er syge. Det er megatrælst.

Så springer vi til 2026. Raúl, der også er en instruktør, sidder og skriver om Elsa. Hun føler, at han stjæler hendes sorg for at lave en film. Det gør hende rigtig sur, og de får ballade.

Filmen slutter som mange af Almodóvars film – ret mystisk og åben.

Autofiktion handler ikke om juleklip og kager, det starter faktisk med, at Elsa klager over julesjov!

Mens Elsa har det svært, kæmper hendes veninder også. Patricia har en far, der er utro i Paris, og Natalia har mistet sin søn. Øv.

Selvom problemet er Mónica’s, er det Raúl, der skriver om deres liv, som om han stjæler deres oplevelser.

Forfatteren Graham Greene siger, at kunstnere altid spionerer i deres liv. Det er okay, men Mónica mener, at Raúl aldrig er kommet over sin mors død.

Filmen har et kæmpe problem: der er for mange kvinder med, men vi lærer dem ikke ordentligt at kende.

Vi er i den spanske overklasse, hvor almindelige mennesker bare er søde, men de kreative folk går rundt i flotte klæder og har dramatiske liv.

Filmen har også sange af Chavela Vargas, der gør det hele endnu mere spansk og mystisk.

Autofiktion prøver for mange ting på én gang. Mónica siger, at selv en dårlig film fra Raúl ville være cool.

Desværre bliver Autofiktion bekræftet i at være en skuffelse.

Ekkofilm.dk – Film gengivet her på ONN.dk   |  🔎 Artiklen er læst 112 gange