Klara og solen..

Nogle gange lyder en idé rigtig god, men når man ser resultatet, er det bare træls. Det er hvad der er sket med filmen Klara and the Sun.

Klara, en robotven, står i et udstillingsvindue og vil gerne finde en ejer, så hun kan få et dejligt liv. Hun står der med to andre robotvenner, der ligner Barbie-dukker, og de ser misundeligt på de mennesker, der går forbi.

Endelig bliver Klara valgt af en pige ved navn Josie, og hun er super glad! Men Klara aner ikke, hvad der venter hende derude i den virkelige verden. Hun lærer hurtigt, at trapper kan være svære, og at der er folk, der ikke vil have en gammel robot i deres hus.

Men filmen bliver hurtigt forvirrende og mærkelig. I stedet for at vise os, hvad Klara ser, snakker folk hele tiden og laver sjove bemærkninger, som faktisk ikke giver mening for deres karakterer.

Klara og Josies families rigtige problemer bliver aldrig vist. I stedet minder det om en børneserie, hvor alting løses lynhurtigt, så vi kan vende tilbage til de sjove ting.

Når der endelig er noget trist, græder Josies mor, men i stedet for at gøre det spændende, bliver det bare en kedelig musikbaggrund. Filmen tør ikke tage chancer med de sjove og lidt triste spørgsmål om at være en robotven.

Under et middagsselskab med de rige mennesker, som kun er blevet mere arrogante, ser de skøre ud i deres mærkelige tøj. Vi får at vide, at teknologi gør folk mere mærkelige, men vi lærer ikke ret meget om det.

Filmen ville også gerne have noget dybt med kunstig intelligens, men det glemmer de helt at snakke om, og vi får kun nogle hurtige henvisninger til gamle film.

Selvom en litteraturprofessor sagde, at forfatteren Kazuo Ishiguro var en rigtig stor fyr, er det svært at finde sporene af ham i denne film.

Ekkofilm.dk – Film gengivet her på ONN.dk   |  🔎 Artiklen er læst 1692 gange