Danmark: Benzinpriserne hitter!
21. september 2026 Danmark har nu Europas næstdyreste benzin Lidt dyrere for danskerne ved tankstationen Officielt er…
Er elbiler en trussel mod vores infrastruktur?
El er godt. El er sundt. Trafikstyrelsen går ind for el.
Sådan kunne en let omskrivning lyde af den tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøms verdensberømte citat om sex under COVID-pandemien.
Men er el også sundt for vores veje, broer og parkeringshuse?
En elbil vejer typisk 20-40 procent mere end en tilsvarende benzinbil, ofte 300 til 500 kilo ekstra, især på grund af de tunge batterier.
Og det har fået vores læser Birgit til at spekulere på, om vi med den motorgrønne omstilling er ved at køre vores infrastruktur i sænk:
»Kan broer og p-hus-etager klare vægten, hvis alle biler bliver elbiler? Eller skal der gøres noget for at sikre, at det hele ikke styrter sammen?« spørger hun i Videnskab.dk’s brevkasse, Spørg Videnskaben.
Spørgsmålet er ikke helt grebet ud af den grønne luft. Danmark har EU-rekord i andelen af nye elbiler, og flere end 80 procent af alle nyregistrerede personbiler herhjemme er nu elektriske.
Så skal vi til at forstærke broer og p-huse, inden vi ender i bølgen under Storebælt eller kælderen under Magasin på Kgs. Nytorv i København?
Nej.
Vi er ikke på nippet til at brase igennem broer og p-huse, beroliger Per Goltermann, professor ved DTU Construct og ekspert i beton og konstruktioner.
Men Birgit har faktisk fat i noget. For når det gælder vores veje, kan de tungere elbiler godt sætte deres spor.
Og så er der p-husene. Her bekymrer Per Goltermann sig faktisk om elbiler, bare af en helt anden grund end deres vægt.
Hvorfor er det, at vi faktisk ikke skal være bekymrede for, om vores broer kan tåle de mange ekstra kilo, som elbiler triller med?
Per Goltermann forklarer, at når vi taler om broer, er en personbil, uanset om den kører på strøm eller benzin, den rene letvægter i det store regnskab.
Det er nemlig ikke din Tesla, der får broen til at svede, men derimod de enorme lastbiler, forklarer Per Goltermann.
Når ingeniører beregner, hvad en bro skal kunne holde til, kigger de på den maksimale belastning. Det svarer til, at der holder en hel stribe af de tungeste lastbiler tæt i begge retninger.
I dét scenarie betyder det forsvindende lidt, om personbilerne ved siden af vejer 1,5 eller 2,5 tons stykket.
Men skal vi så være bekymrede for, om broerne kan bære lastbilerne? For dem bliver der også flere og flere af.
Per Goltermann bekræfter, at der er vækst i antallet af både personbiler og lastbiler. Men heller ikke dén udvikling skal få os til at bekymre os om broernes bæreevne.
For ingeniører kigger ikke på det gennemsnitlige antal biler, der passerer en bro, når de konstruerer dem. De designer altid broer efter det absolutte skrækscenarie. For eksempel hvor en lang række af de tungeste lastbiler holder kofanger mod kofanger i begge køreretninger. Med andre ord er broers bæreevne beregnet til at klare trafikproppen fra helvede.
Desuden viser nyere forskning, som Per Goltermann har været med i, at vores gamle broer fra 1960’erne og 70’erne i virkeligheden er de rene superhelte. Dengang brugte man konservative håndregninger, der altid var på den sikre side for aldrig at overvurdere broens styrke.
Ved at udføre nylige forsøg med fuldskalabelastning, hvor man belaster broerne til det krævede højere niveau i dag, har forskerne bevist, at de gamle konstruktioner ofte sagtens kan bære de moderne og tungere køretøjer.
Og som Per Goltermann forklarer det, er det både hurtigere, bedre og mere miljømæssigt at dokumentere, at de gamle broer faktisk kan holde, frem for at rive dem ned og bygge nyt, bare fordi vi får flere tunge trillere på vejen.
Betyder det så, at vi slet ikke skal bekymre os om de tungere biler, hvad enten det er de mange nye personbiler med batterier eller stadigt flere lastvogne på vejene?
Her bliver svaret lidt mere nuanceret. For selvom broerne nok skal blive stående, er der ét sted, hvor vægten kan mærkes: på selve vejoverfladen.
Når tungere og flere biler ruller hen over asfalten på de danske veje, bliver den simpelthen hurtigere slidt.
Per Goltermann påpeger, at de tungere elbiler trykker mere på vejen, hvilket naturligt fører til »en større slitage på vejene«.
Hvem er det en bekymring for? Mest for Vejdirektoratet, kommunerne og de lokale grundejere, der får flere udgifter til vedligehold af vejbelægning. Men, understreger Per Goltermann:
»Det er jo ikke et sikkerhedsmæssigt problem.«
Er det så et økonomisk? Per Goltermann forklarer, at det blandt andet var dét, som vægtafgiften finansierede. I dag hedder den i stedet en grøn ejerafgift og er lavest for … de tungeste biler. Nemlig elbilerne.
»Det er en politisk beslutning,« konstaterer Per Goltermann.
Hvad så med parkeringshusene? Kan de holde til stadigt flere tunge elbiler, der holder side om side på etagerne?
Heller ingen grund til bekymring her, forklarer professoren.
De fleste moderne parkeringshuse er designet til biler op til 3,5 tons. Da du med et almindeligt kørekort alligevel ikke må køre bil, der er tungere end dét, og de fleste p-huse også har et maksimum for højden på biler, der må køre ind, er de fleste elbiler dækket godt ind.
»Det skal jo være lidt af en kampvogn af en personbil, før den kommer op over 3,5 tons,« påpeger Per Goltermann.
Alligevel er der p-anlæg, hvor man med en tung elbil skal kigge ekstra godt på skiltene. Det gælder de smarte, automatiske parkeringsanlæg, hvor en elevator klarer parkeringen for dig.
Her kan mekanikken nemlig have sine begrænsninger, typisk omkring 2 til 2,5 tons, fordi anlæggene er optimeret til at pakke bilerne tæt, lyder det fra Per Goltermann.
Og nu tilbage til den annoncerede bekymring i indledningen, som intet har med vægten på elbiler at gøre.
Der er nemlig en helt anden udfordring ved elbiler, som faktisk er langt mere kritisk for vores parkeringshuse: brandrisikoen.
»Brand i batterierne er en langt større udfordring og risiko end deres vægt,« påpeger Per Goltermann.
Batteribrande er nemlig ekstremt svære at slukke. Står den brændende elbil endda i et p-hus, ja, så kan du nok forestille dig udfordringen. For ild i elbilers batterier kan som regel kun slukkes ved, at brandvæsenet køler batteriet kraftigt ned med enorme mængder vand eller nedsænker bilen i en vandcontainer. Ikke en nem opgave i et trangt p-hus.
Per Goltermann kan derfor godt forestille sig scenarier, hvor brandvæsenet vurderer, at det er for farligt at køre ind i et parkeringshus med en elbil i brand.
»Dét problem er langt mere kritisk end bæreevnen,« siger professoren.
Vi kan altså berolige vores læser Birgit med, at de danske broer, veje og parkeringshuse ikke kollapser under vægten af elbilerne lige foreløbigt takket være dygtige ingeniører, der har været så snusfornuftige at bygge vores infrastruktur med overordentligt gode sikkerhedsmarginer, så de nærmest har superkræfter.
Vi siger tak til Birgit for det gode spørgsmål. Der er en Videnskab.dk-T-shirt på vej til dig, den vejer heldigvis næsten ingenting.
Også tak til Per Goltermann for at minde os om, at vores fundament er solidt, selvom teknologien under motorhjelmen skifter.
Sidder du derude med et spørgsmål, som du gerne vil have forskernes svar på, må du endelig sende det til sv@videnskab.dk eller via formularen på videnskab.dk/sv.
Videnskab.dk – Gengivet her på ONN.dk | 🔎 Artiklen er læst 368 gange
Vi skriver sjælden og kun når det er BARKING
Verificer din email adresse
Først når du har godkendt via din e-mail, aktiveres din nyhedsmail
Breaking news på iPhone
Tre hurtige tryk – så kan ONN.dk sende verdens hurtigste nyheder som notifikationer.
Ved tilmelding accepterer du ONN's privatlivspolitik.
Del din vinkel på historien. Alle kan læse med – en gratis ONN-profil er nødvendig for at skrive.
Nyheder fra Danmark og verden – hurtigt overblik uden lange forklaringer.
21. september 2026 Danmark har nu Europas næstdyreste benzin Lidt dyrere for danskerne ved tankstationen Officielt er…
21. september 2026 Prisen stiger så voldsomt at tankstationer løber tør for tal Voldsomme prisstigninger på brændstof…
UFC 334: Gane vs. Hokit og Nunes vs. Harrison Heavyweight opgør i Madison Square Garden Ciryl Gane…
Tom Hanks siger nej til at lave ny film om kaninen Harvey Tom Hanks vil ikke røre…
Leah Behn afkræfter afbud Dansesæsonen ruller videre på fuld skrue! LÆS OGSÅ:Kong Frederik deler helt særligt minde…
21. september 2026 kl. 15.58 Harman Kardon Soundsticks – fra sjov pc-højttaler til et designikon Harman koncernens…
Ondskabsfulde skurke Tal om de mest mindeværdige skurke i film og litteratur! Her er din åbne tråd…
RAF indgår femårsaftale med Abu Dhabi Real American Freestyle udvider til Abu Dhabi med stor debut. Real…