Livsglæde..

Engang sagde en klog mand, at en lille pige i Ohio ville blive den næste Mozart og lave en fantastisk film med sin fars videokamera. Det var ret sejt, men i dag kan man tage sin telefon og lave film ligesom de store! Vi behøver ikke dyrt udstyr længere!

Den italienske instruktør Luca Guadagnino laver en lang film kaldet Joie de vivre, hvor han snakker om en anden berømt instruktør, Bernardo Bertolucci, som elskede film.

I filmen ser vi, at et kamera i spejlet ikke længere er en stor ting; det er bare sådan, det fungerer nu. Det hele ser afslappet ud! Det handler om at lave film, ikke at være fancy!

Bertolucci levede i en tid, hvor film var noget specielt, og det kan vi se, når andre filmfolk snakker om ham i dokumentaren.

Guadagnino har sagt, at han lavede filmen for at vise sin kærlighed til Bertolucci. Men han har også indrømmet, at han havde nogle lidt mærkelige følelser for ham. Det er som at være en elev, der prøver at forstå sin lærer.

Men der er også grimme ting i Bertoluccis film, som Sidste tango i Paris, hvor der skete nogle forfærdelige ting med skuespilleren Maria Schneider. Hun følte sig ikke godt behandlet, og det var ikke sjovt.

Vi hører fra Bertolucci, at han ikke fortryder det, han gjorde, og det er mærkeligt at tænke på, at kunstnerisk frihed kan føre til dårlige oplevelser for andre.

Filmen kunne have gjort mere for at kritisere Bertolucci, men Guadagnino elsker ham vist for meget til det.

Film som Lille Buddha og Forførende skønhed får ikke meget kærlighed, men de vigtige film som Medløberen og Den sidste kejser bliver nævnt.

Selvom Joie de vivre er virkelig fascinerende, kan det være hårdt at sidde igennem så lang en film uden pause. Man skal være klar til en lang rejse!

Filmen åbner mange døre, men vi kommer ikke rigtigt ind til den rigtige Bertolucci. Vi ser hans værker, men ikke mesterens hjerte.

Ekkofilm.dk – Film gengivet her på ONN.dk   |  🔎 Artiklen er læst 2300 gange