Skærme i skolen..

PISA-chok, mobilforbud og de dårligste læseevner i 25 år. Det er nogle af de ting, der har fyldt overskrifterne den seneste uge, efter den nyeste PISA-rapport kom ud. Rapporten viste, at danske elever både læser og regner dårligere end nogensinde før, og både stats- og undervisningsministeren peger på én stor skurk: skærmen. Både de store og de små, og nu vil regeringen forbyde brug af private skærme i skoletiden.

Men hvad nu hvis jeg fortalte dig, at skærmen engang blev set som løsningen på samme problem for bare 30 år siden?

En ny teknologisk virkelighed

Vi skal tilbage til slutningen af 1980’erne, hvor den danske folkeskole blev under lup af OECD. Det danske skolesystem var nemlig et af Europas dyreste, men ikke nødvendigvis det bedste. I den forbindelse blev der lavet en række projekter for at styrke kvaliteten i skolen, som den internationale læseundersøgelse i 1994, der viste, at danske 3. klasses-elever var blandt de langsomste læsere i undersøgelsen.

I 1990’erne blev forventningerne til det danske uddannelsessystem skruet op, blandt andet med en ambition om, at 90-95 procent af en ungdomsårgang skulle gennemføre en ungdomsuddannelse. Kvalitet var nøgleordet, og i 1993 blev skoleloven ændret for at sikre evaluering af eleverne.

Men noget, der også blev obligatorisk, var brugen af ‘edb’ i alle fag – uanset om det var dansk eller idræt.

Da skoleklokkerne ringede ind til et nyt skoleår i 1994, blev det en helt ny teknologisk virkelighed i folkeskolerne.

I begyndelsen af 1990’erne stod et veludstyret edb-lokale fyldt med brummende hvidgrå plastikkasser højt på de fleste folkeskolers ønskeliste. En brochure fra Undervisningsministeriet fra 1994 fremhævede, at ‘Informationsteknologi skulle anvendes i alle fag og være en naturlig del af undervisningen’.

Men nu, mange år senere, er undervisningsministeriet i stedet fokuseret på skærmanbefalinger og investeringer i fysiske bøger. Det kan være svært at forstå, hvad der faktisk er sket de sidste 30 år, og hvordan skærmene blev en del af skoledagen.

Skolebørnene skulle rustes til en digital fremtid

En del af svaret ligger i den teknologioptimisme, der prægede dansk politik i slutningen af det 20. århundrede. Dengang var der ikke Fortnite eller Snapchat, men der var computeren. De store stationære maskiner med støjende skærme skulle bringe Danmark ind i en ny og højteknologisk tidsalder.

Blandt andet udgav Forskningsministeriet i 1994 rapporten ‘Info-samfundet år 2000’, der fremlagde, hvordan den hurtigt udviklende teknologi kunne anvendes til at bringe Danmark foran i digitaliseringen. Skolen var central i denne plan, og børnene skulle rustes til at beherske moderne teknologi.

Det var ikke kun for at skabe computerkyndige elever, men for at forberede en hel generation til at kunne deltage i et teknologisk arbejdsmarked.

Fra fagligt løft til syndebuk

Den måde, som skolerne så på teknologi, har ændret sig meget. I starten af 1990’erne blev computeren set som redskabet til at mobilisere politiske ambitioner om bedre faglighed. Men selvom integrationen af edb gik stærkt, kom der også udfordringer. For det første krævede de stationære computere meget mere plads end dagens laptops. Det betød, at edb-lokaler blev nødvendige, og lærerne skulle undervise på nye måder.

Over tid blev det klart, at ambitionerne fra 1993’s folkeskolelov om kvalitet og faglighed ikke helt blev indfriet. I 1997 lancerede Undervisningsministeriet ’Folkeskolen år 2000’, der skulle indfri de oprindelige løfter. Dengang blev computerskærmene ikke set som synderen, men derimod skulle lærerne have mere efteruddannelse i brug af teknologi.

Nu, mange år senere, er synet på skærmene vendt. I 90’erne troede man, at de ville forbedre elevernes faglighed, mens de nu bliver gjort til syndebuk for lavere testresultater. Det er værd at huske, at meget andet også har ændret sig i skolerne. Én ting er dog helt sikkert: Begejstringen for teknologi i klassen er ikke, hvad den har været.

Videnskab.dk – Gengivet her på ONN.dk   |  🔎 Artiklen er læst 516 gange